Ja, sådan føltes det i hvert fald undervejs og ikke mindst bagefter. Opgaven lød på ét portrætbillede af de 5 børnebørn – lille Jonas på 3 måneder samt hans 4 søskende og fætre fra 4 til 7 år. Det var med lige dele begejstring og angstens sved under armene, at jeg sagde ja til at påtage mig opgaven. Bevares, det er ikke noget problem at stille 4 børn op og tage et billede af dem. Problemet opstår, når man gerne vil have et rigtig godt billede af dem med levende og naturlige ansigtsudtryk. Når jeg tager portrætter indgår følgende udtryk i nøje prioriteret rækkefølge afhængig af opgaven: lys, baggrund, evt. forgrund, interaktion, kropsholdning og udtryk. Ved børn er det altoverskyggende ord “udtryk”. Hvis ikke ansigtsudtrykket er i orden, er billedet værdiløst for andre end forældrerne og måske bedsteforældrerne (men vi forældre er også fuldstændig ude af stand til objektivt at bedømme billeder af vores kære små). Det er en kæmpe udfordring at få 4 meget forskellige og særdeles livlige børn til at synes, at det er sjovt at blive fotograferet af en fremmed – og ikke mindst blive på bare nogenlunde samme sted undervejs. Dertil kom lille Jonas, der både skulle passes på, og som også helst skulle se ud, som om han nød det.

Lad mig starte med at vise resultatet af anstrengelserne og bagefter vise, hvad vi skulle igennem for at nå hertil. Det skal lige siges, at jeg normalt ikke ville vise et billede her på bloggen med en baby, der er så utilfreds som lille Jonas på det andet billede, men det var altså familiens umiddelbare favorit.

Hvad man ikke kan se på ovenstående gruppebilleder er optakten til den egentlige fotografering. Den foregik i børneværelset ved siden af og tog små tre kvarter, hvor børnene skulle lære min kone og jeg samt kameraet at kende – gang i den…. Jeg havde allieret mig med min kone, som underviser i blokfløjte på et par musikskoler og i øvrigt er en knald hamrende dygtig pædagog. Uden hendes hjælp havde jeg aldrig fået alle fire store børn til at sidde bare nogenlunde ved siden af hinanden for slet ikke at tale om at frembringe de sjove og søde ansigtsudtryk. Til vores store held fandt vi der en legetøjsblokfløjte –  som sendt fra himlen – og så fik den ellers med sjove melodier, høje pift ind i mine ører og diverse klovnerier. Hele den egentlige fotografering tog mindre end 8 minutter, så mistede børnene koncentrationen og vi var per definition færdige. Og lille Jonas….ja, han fik sit første flip efter ca. 2 minutter, men en sut og et stort kram fra storesøster bragte ham tilbage til jordens overflade i et par minutter, hvorefter det gentog sig – præcis som ved de fleste andre babyfotograferinger. Derfor lavede vi en lille fotografering senere med ham alene, hvor der var tid og ro til at give ham den rigtige opmærksomhed.

Til sidst et par bonus-billeder fra lidt hygge-hopning i stuen.

Nej, jeg gør det ikke…jeg vil ikke…det var ikke meningen….ok, jeg overgiver mig. Her kommer endnu et indlæg med billeder af min søn. Jeg havde egentlig besluttet, at der tidligst måtte komme et indlæg med Elias en gang i efteråret – den her blog skal jo ikke udvikle sig til et familiealbum.

Jeg havde lovet Elias, at vi skulle en tur til stranden for at lege. Med lidt virtuel scouting med Kraks luftfotos havde jeg udset mig grønt område nordøst for Nordhavnen i København – med en lille tilhørende strand. Eller det troede jeg i hvert fald. Da vi kom derud viste “sandstranden” sig i virkeligheden at være kæmpestore stenblokke til kystsikring, suk. Når vi nu var kommet helt derud, kunne vi lige så godt udforske området lidt og lave noget larm. Gamle tomme øldåser var der masser af, og sten til at kaste efter dem var der endnu flere af. Og så var det jo i den grad spændende at få lov til at komme op på de store sten. Vi sluttede turen der, hvor den egentlig skulle have været begyndt – med lidt sand-fræs og en soppetur i det kølige vand ved Svanemøllestranden.

Faktisk var det slet ikke meningen, at vi skulle have taget brugbare billeder på turen. Jeg havde primært taget kameraet med for at øve mig på lysforholdene ved en overskyet dag på en strand. Den situation kommer jeg med al sandsynlighed meget snart til at stå i sammen med et kommende brudepar. Elias var i hopla til at få taget billeder, så det endte med også at blive en øvelse i at tage anderledes billeder end de sædvanlige let opstillede. For at understrege det eksperimenterende, besluttede jeg mig for at efterbehandle dem i en stil, der matchede den noget tunge himmel.