Belært af et tidligere bryllup, hvor brudeparrets ene barn græd under hele ceremonien, hvade jeg forberedt Christina og Mads på, at alt kan ske med små børn, og at de skulle have en plan for, hvis børnene lige pludselig ville op til deres forældre. Det er oftest derfor, børnene begynder at græde under ceremonien. Til alt held opførte begge børn sig eksemplarisk – så meget for at råbe ulven kommer (til kirke) inden brylluppet. Faktisk leverede Martha en af de største overraskelser nogensinde. Planen var at hun som blomsterpige skulle gå op ad gulvet først, og så skulle Christina følge efter, når Martha var kommet på plads oppe foran. Jeg havde selvfølgelig forberedt Christina på, at det mest sandsynlige var, at Martha enten ville løbe op ad gulvet eller gå fuldstændig i baglås. Ikke for at være negativ på forhånd, men det er vigtigt at have realistiske forventninger til den uvante situation. Nå, men, orglet begyndte at brage ud i kirken med indgangstonerne, den store tunge kirkedør blev åbnet, og ind kom lillebitte Martha, hvorefter hun roligt og meget yndefuldt gik ligeså langsomt op ad det kæmpestore kirkegulv. Det var simpelthen så stort at se ders barn gå op ad gulvet på den måde. Jeg får stadig kuldegysninger, når jeg ser billederne. Bagefter kom Christina ligeså yndefuldt i sin fantastisk flotte hvide kjole med et lille slæb og det lange slør smukt svagt blafrende bagved sig. Ingen tvivl om, at Christina fik den indgang, hun havde ønsket sig så meget. Og for mit vedkommende var jeg super glad for, at jeg stod oppe bagved, så jeg ikke risikerede at fratage hende den smukke oplevelse.

Efter vielsen var det tid til portrætbilleder, og imens var der arrangeret en bådrundfart for alle gæsterne, hvilket altid er et stort hit. Vi fik proppet Christina ind på bagsædet af deres lillebitte bil – ikke nogen helt nem opgave med stor brudekjole med tyl, slæb og langt slør. Med Mads bag rettet og mig og mit udstyr på passagersædet tøffede vi til søjlegangen på Christiansborg, mens vi ængsteligt kiggede ud på det kolde og stormende vejr. I forhold til at det var et midt-septemberbryllup, var vejret faktisk helt OK – kraftig blæst og 13 grader. Det kunne have været meget værre – storm, regn og 5 grader. Jeg tror helt sikkert at Mads og Christina nedstammer direkte fra vikingerne, for det er altså en kold fornøjelse at bruge næsten en time på at stå stort set stille og få taget billeder i stiv vind og 13 grader. Belønningen er dog til at tage at føle på med en hel serie fantastiske bryllupsbilleder i smukke omgivelser.

Det, jeg husker mest fra resten af brylluppet er faktisk ikke brudeparret, men Martha. Hun var med mig alle vegne og hele tiden spillede hun op til kameraet og på bedste vis hjalp mig med at få smilet frem hos selv de mest generte af gæsterne. Ingen kan modstå en yndig lille knapt 4-årig charmetrold. Adskillige gange under festen hørte jeg hendes lille stemme ved siden af mig: “Carsten, Carsten, vi skal tage billeder” og mærkede hendes lille hånd gribe fat i min og trække afsted med mig. Den slags falder jeg pladask for – så meget at en af gæsterne med et stort smil bemærkede: “der bliver godt nok taget mange billeder af Martha”. Det sluttede dog brat midt på aftenen, da hun gik ud som et lys og snorksov i det ene hjørne af salen resten af festen. Hun er simpelthen verdens skønneste lille pige.

Det føles som om, der er stof til en hel roman om den her fantastiske dag. Jeg vil dog begrænse mig nu og slutte af med at ønske Christina og Mads kæmpe stort tillykke med deres bryllup.

Enhver børnefotografering starter med, at barnet først skal lære mig at kende og blive tryg ved mig, hvilket kan tage alt fra 5 minutter til tre kvarter, Og ved selve fotograferingen har vi typisk 5 – 10 minutter af gangen, hvor barnet er “på” – derefter skal det have en pause. Det er en hårfin balancegang mellem at få de gode billeder og ikke overskride barnets grænser – eller i hvert fald ikke overskride alt for meget. Ved den her fotografering var det helt anderledes nænsomt overfor de små. Jeg kunne starte med at tage billeder af dem, som hurtigt følte sig trygge ved situationen, og give de andre al den tid, de havde brug for. Når en af dem var ved at være træt, kunne jeg blot gå videre til den næste med det samme, og på den måde undgå at overskride grænser. Samtidig var der egentlig meget mere tid til at tage billeder i, end jeg normalt har, selvom jeg typisk afsætter 2 timer til en fotosession med et enkelt barn. En pludselig højlydt trang til en middagslur eller noget at spise var heller ikke noget problem – så var der bare andre, som var klar til at stille op til sjov og ballade.

Selve fotograferingen foregik blot i vores overbos lejlighed og på den lille legeplads, som hører til ejendommen. I virkeligheden er det fuldstændigt lige gyldigt, hvor billederne bliver taget henne. Det er jo børnene, det handler om. Hvad man ikke kan se på billederne er, at stuen var et stort rod af småbørnslegetøj, som det jo bliver med fem livlige unger. Der skal bare være noget flot lys – og hvis der ikke er det, så medbringer jeg det selv. Jeg foretrækker helt klart at tage børneportrætter i naturlige omgivelser fremfor i et studie. De små skal have plads til at bevæge sig, og ikke mindst skal der være god mulighed for naturlige billeder af børnene sammen med forældrene. Intet er så smukt på billeder som en fars eller mors kærlighed til sit barn.

Ingen tvivl om at Mads og Christina passer super godt sammen – spasmageren Mads og grindebidderen Christina. Jeg tror aldrig før, at jeg har oplevet en fotografering, hvor vi har haft det så sjovt. Som afslutning på fotograferingen ville jeg gerne prøve at “øve” mig lidt på et par billeder af Christina, hvor hun står og kigger følsomt ned på sin brudebuket. Det er en utrolig smuk klassiker, som desværre nemt falder til jorden. For at få det til at se ægte ud, skulle vi bare bruge en erstatning for en brudebuket, som Christina kunne stå med i hånden. Den kunne Mads lige fikse – og kom tilbage med det grimmeste, visne og mest triste blad på hele Christiansborg….“Værsgo min kommende brud – du skal bare forstille dig, at det her er din brudebuket”. Stakkels Christina gloede vantro på det her misfoster af et blad og knækkede fuldstndig sammen af grin. Se det næstsidste billede – Ikke lige det billede, jeg gik efter, men grinet er i hvert fald ægte. Faktisk besidder Christina en meget meget sjælden evne til at sætte det helt store hestegrin op og bare se kanon godt ud. Det er der ikke mange mennesker, der kan præstere – vi andre ser altid bedst ud, lige når vi holder op med at grine.

‘

Now back to the most important person in every wedding – the bride. Maria was absolutely gorgeous – by far the most beautiful bride I have ever photographed. And somehow there was the same calmness as I felt around her father. She was truely shining. Not that everything about the wedding was perfect, like every couple wishes for. The weather forecast had promissed all day rain on their wedding day. Even in the middle of August, which is normally sunny and warm. So the garden reception had been moved indoors into the biggest meeting-room at the church. Actually it was a very nice and beatifull room-  it was way too small for my normal shooting style. Not because it was totally crowded, there was just not enough space for people to spread out, so that I could take pictures of them without interrupting. People were standing shoulder by shoulder around the small bar-tables, so all I saw was their backs. I literally had to stick my lens in between peoples heads to get a picture of the persons on the opposite side of the table. So much for the non-intrusive-capturing-moments-photojournalistic style. Luckily i did not get any complaints.  It looks like every wedding has its challenges for the photographer. My job is to get great pictures no matter what – no room for excuses.

Well, the weather forecast held true, so just after finishing the family portraits, the rain started pouring down. That was the time when the portrait-session at the nearby beach was scheduled to take place. It kept raining during the whole reception and it didn’t stop until about 15 minutes before everybody had to leave for the dinner. It was now or never for the portraits, so I chased Maria and Olivier out into the garden with the totally wet grass. No problem for Olivier, but poor Maria in her long wedding dress and open fabric-like beautiful shoes. We got the pictures, and I guess Marias feet dried during the dinner. Somehow their engagement shoot ended up being a rehersal for “portraits in wet conditions”. This wedding really taught me: “always have a backup plan for bad weather”. No doubt that – according to Danish superstitious beliefs – Maria and Oliver will have a long and happy marrige. If you ask me, they will – because these lovely people simply seem to be made for each other.

I det hele taget var dette et meget anderledes bryllup end de traditionelle danske bryllupper – og et særdeles hyggeligt et af slagsen. Festen blev holdt på Cafe Bopa på Østerbro i København. Af alle de steder, jeg har fotograferet, er det her uden sammenligning det hyggeligste sted. Selve stedet hvor spisningen foregik var på ingen måde noget særligt – et lille område ude bag ved cafeen kun overdækket med et stort solsejl. Det specielle var udsmykningen med malede blomster på væggene og forskellige gamle pyntegenstande rundt omkring – det hele holdt i en samlet lidt rå stil. Og så selvfølgelig den store grill med tilhørende køkkenbord, hvor kokkene stod og tilberedte den lækreste mad undervejs. Det var bare gennemført hele vejen igennem. En del af den hyggelige stemning var selvfølge også de fantastik søde medarbejdere på Cafe Bopa – de var helt utrolig hjælpsomme og imødekommende. Ikke mindst overfor mig, der konstant gik i vejen, og mine sære ønsker. Ingen problemer i at mase sig ud igennem det travle køkken for at få billeder fra en anden vinkel, eller indrette et lille minikontor bag en af bardiskene. Jeg er slet ikke i tvivl om, at gæsterne satte stor pris på den utraditionelle fest. Den slags fornemmer jeg meget tydeligt, når jeg går rundt og tager billeder.

‘

Hvad man ikke rigtig kan se af nedenstående billedserie er, at efter portrætfotograferingen var der havnerundfart for hele bryllupsselskabet med en lejet båd. Det var i den grad en succes – ikke mindst fordi en stor del af selskabet kom fra Jylland og på den måde fik set en meget smuk del af København oveni bryllupsfesten. Klart anbefalelsesværdigt selvom det måske kan lyde ret turist-præget. Faktisk bliver der en fantastisk stemning i sådan en overdækket båd, når man samler et helt selskab af glade og festklædte mennesker. Og vejret – nå, ja, dagen startede med silende regn, og den endte med silende regn, men under fotograferingen og bådturen viste juni-vejret sig fra sin bedste side.

        7

Inden fotograferingen havde jeg foreslået Maria at vi lavede en serie, hvor de løber ud i vandet for at få nogle lidt anderledes billeder. Badeforbud eller ej – og trods mine bekymrede kommentarer – så insisterede de på, at de ville have de billeder. Som sagt så gjort. To ture ud i vandet nåede vi, inden fotograferingen stoppede meget brat alt for tidligt, da regnen pludselig væltede ned over Svanemøllestranden fra de tunge sorte skyer. Ægte dansk sommervejr, som vi kender det så godt.

Som altid ved prøvefotograferinger havde vi det super sjovt og lærte hinanden rigtig godt at kende inden bryllupsdagen. Jeg tror simpelthen ikke, at der er noget som helst, der kan slå de to vidunderlige mennesker ud. I hvert fald ikke at skulle gå lang pokker i vold hen til deres bil i silende regn og med plaskvåde bukser efter et par løbeture ud i det kloak-forurenede havvand. Det må være ægte gå-på-mod.

Lad mig starte med at vise resultatet af anstrengelserne og bagefter vise, hvad vi skulle igennem for at nå hertil. Det skal lige siges, at jeg normalt ikke ville vise et billede her på bloggen med en baby, der er så utilfreds som lille Jonas på det andet billede, men det var altså familiens umiddelbare favorit.

Hvad man ikke kan se på ovenstående gruppebilleder er optakten til den egentlige fotografering. Den foregik i børneværelset ved siden af og tog små tre kvarter, hvor børnene skulle lære min kone og jeg samt kameraet at kende – gang i den…. Jeg havde allieret mig med min kone, som underviser i blokfløjte på et par musikskoler og i øvrigt er en knald hamrende dygtig pædagog. Uden hendes hjælp havde jeg aldrig fået alle fire store børn til at sidde bare nogenlunde ved siden af hinanden for slet ikke at tale om at frembringe de sjove og søde ansigtsudtryk. Til vores store held fandt vi der en legetøjsblokfløjte –  som sendt fra himlen – og så fik den ellers med sjove melodier, høje pift ind i mine ører og diverse klovnerier. Hele den egentlige fotografering tog mindre end 8 minutter, så mistede børnene koncentrationen og vi var per definition færdige. Og lille Jonas….ja, han fik sit første flip efter ca. 2 minutter, men en sut og et stort kram fra storesøster bragte ham tilbage til jordens overflade i et par minutter, hvorefter det gentog sig – præcis som ved de fleste andre babyfotograferinger. Derfor lavede vi en lille fotografering senere med ham alene, hvor der var tid og ro til at give ham den rigtige opmærksomhed.

Til sidst et par bonus-billeder fra lidt hygge-hopning i stuen.

Stykket er en omskrivning af Snehvide og de syv små dværge, hvor det gamle eventyr er krydret med masser af udtryk og ordvekslinger fra vores moderne dagligdag – blandet sammen med en fantastisk form for børnehumor. Ingen tvivl om at børnene morede sig – og det gjorde vi voksne i øvrigt også. Jeg er fuldstændig vild med personificeringen af “det lille spejl på væggen”, der formåede den ene gang efter den anden at fornærme dronningen med de mest vandvittige udtalelser. 

Selve setuppet var meget spartansk med få men velvalgte rekvisitter og kun en enkelt lille kulisse. Jeg elsker den her form for teater – sjovt, fjollet, uhøjtideligt og utrolig fantasifuldt. Her er det skuespillerne, der bærer stykket oppe og ikke en masse teaterteknik. Ingen tvivl om, at de virkelig brænder for at spille teater for børn. De er super dygtige til at rive børnene med ind i handlingen og holde deres opmærksomhed. Sikke et energiniveau, der bliver lagt for dagen. Man skulle tro, at der stod en hel flok skuespillere bag kulissen, men de var faktisk kun 5 mennesker, som spillede de 8 roller plus diverse forklædninger undervejs. Det var virkelig børneteater af høj klasse.

Efter stykket blev alle børnene inviteret op for at hilse på figurerne, prøve deres ting og få taget billeder. Det var nok lige så stor en oplevelse som selve stykket. Tænk sig at få lov til at kramme snehvide eller bliver puttet af en lille smilende dværg i hans lige så lille seng, når man er fem år. Det var så skønt at se, hvor søde og smilende, de fem skuespillere tog imod de generte børn, der kom hen til dem. Selv den onde dronning tøede op og var i virkeligheden slet ikke så ond, når børnene gerne ville prøve hendes trone og hendes krone.

Jeg havde lovet Elias, at vi skulle en tur til stranden for at lege. Med lidt virtuel scouting med Kraks luftfotos havde jeg udset mig grønt område nordøst for Nordhavnen i København – med en lille tilhørende strand. Eller det troede jeg i hvert fald. Da vi kom derud viste “sandstranden” sig i virkeligheden at være kæmpestore stenblokke til kystsikring, suk. Når vi nu var kommet helt derud, kunne vi lige så godt udforske området lidt og lave noget larm. Gamle tomme øldåser var der masser af, og sten til at kaste efter dem var der endnu flere af. Og så var det jo i den grad spændende at få lov til at komme op på de store sten. Vi sluttede turen der, hvor den egentlig skulle have været begyndt – med lidt sand-fræs og en soppetur i det kølige vand ved Svanemøllestranden.

Faktisk var det slet ikke meningen, at vi skulle have taget brugbare billeder på turen. Jeg havde primært taget kameraet med for at øve mig på lysforholdene ved en overskyet dag på en strand. Den situation kommer jeg med al sandsynlighed meget snart til at stå i sammen med et kommende brudepar. Elias var i hopla til at få taget billeder, så det endte med også at blive en øvelse i at tage anderledes billeder end de sædvanlige let opstillede. For at understrege det eksperimenterende, besluttede jeg mig for at efterbehandle dem i en stil, der matchede den noget tunge himmel.